Printervenlig version


Skal du bruge et eller flere fag på AVU eller HF-niveau? Har du ikke tid eller lyst til at følge fast ugentlig undervisning? Har du brug for at starte midt på året? Så er e-Learning måske noget for dig!

Hvad er e-Learning?

e-Learning er en mulighed for at følge et eller flere fag uden at skulle følge undervisning til faste tider og uden at have en klasse. Som e-Learning-kursist arbejder du derhjemme ved computeren, du har en individuel studieplan og du bestemmer selv hvornår du vil lægge dit arbejde med faget. Du kan starte når du vil og du modtager personlig feedback fra din lærer efterhånden som du afleverer opgaver.

e-Learning er IT-baseret. Du får adgang til undervisningsmaterialet fra skolens konferencesystem. Opgaver og øvelser skal afleveres online og du modtager primært din lærers vejledning og feedback gennem konferencesystemet.

Hvilke forudsætninger skal man have for at kunne blive e-Learning-kursist?

  • Du skal opfylde de almindelige adgangskrav til de forskellige fag og niveauer
  • Du skal have adgang til en pc og internettet hjemmefra
  • Du skal kunne bruge tekstbehandling (f.eks. Word) på almindeligt niveau
  • Du skal kunne arbejde på egen hånd
  • Du skal kunne modtage og arbejde videre med skriftlig feedback

Det får du som e-Learning-kursist:

  • Mulighed for at tage et eller flere fag i dit eget tempo
  • Mulighed for at påbegynde et fag på et hvilket som helst tidspunkt på året
  • Mulighed for at tage eksamen på samme vilkår og niveauer som kursister der følger almindelig undervisning
  • En individuel studieplan og personlig feedback
  • Ret til SU hvis du har fag/timer nok og er studieaktiv, det vil sige at du følger den aftalte studieplan
  • En introduktion til VUCs IT-system
  • Mulighed for at deltage i minikurser på VUC undervejs
  • Mulighed for at søge hjælp på VUCs studieværksted

Følgende e-Learning-kurser udbydes på AVU:

  • Dansk
  • Matematik
  • Engelsk

Følgende e-Learning-kurser udbydes på HF:

  • Dansk 0-C og 0-A
  • Engelsk 0-C og C-B
  • Filosofi 0-C
  • Historie 0-B
  • Matematik 0-C, 0-B og 0-A
  • Psykologi C og 0-B
  • Religion 0-C
  • Samfundsfag 0-C og 0-B
  • Tysk fortsætter C-B

Du kan ikke få SU udelukkende til e-Learning. Du skal have mindst et fremmøde-fag.

Tal med studievejledningen om hvilke fag du kan vælge og hvornår du kan starte.