Mathias fik en ny chance på HF

Jeg vidste godt, jeg kunne gøre det bedre

Mistrivsel og ensomhed fik Mathias Pedersens karakterer til at styrtdykke. Men han fik en ny chance på den 2-årige HF.

Et 7-tal i musik og 4 i skriftlig matematik. Resten af fagene var dumpet.

Så kontant blev afregningen for Mathias Pedersen, da han skulle afslutte det første år af sin 2-årige HF-uddannelse på VUC Roskilde.

”Jeg vidste jo godt, at jeg kunne gøre det bedre. Så jeg fik en snak med VUC’s studievejleder, som var meget lydhør og også tilbød mig hjælp hos en psykolog,” fortæller den 20-årige HF-studerende.

 

Dynen blev en tryghedsbarriere

Mathias Pedersen plejede ellers at få gode karakterer. Men efter et skoleskift gik det skævt.

”I januar kom jeg ind i klassen med nogle ret stereotype grupper, hvor jeg ikke rigtigt syntes, jeg passede ind,” siger Mathias Pedersen.

Desuden havde han svært ved at finde sig til rette med at bo alene på sit lejede værelse. Når mobilalarmen kimede om morgenen, var dynen for varm og tryg – en tryghedsbarriere, som han selv kalder det.

Nu bliver der lavet lektier

Studievejlederen og Mathias Pedersen enige om at viske tavlen ren. Han fik en ny chance og startede igen på den 2-årige HF. Med et smil, der er næsten lige så stort som hans drømme.

”Jeg vil gerne være børnepsykolog. Eller måske åbne min egen kaffebar en dag”, siger han.

Psykologen, som studievejlederen hjalp ham til, ser han stadig. Men fritiden bliver ikke længere brugt i sengen, for han bruger tid på at være en god husmor – laver mad, vasker tøj og gør rent. Og så laver han lektier. Masser af dem, så eksamen kan komme godt i hus.