Mød Riam - fra AVU til HF

Lærere er som familie, og skolen er som et hjem

Riam har fundet både faglig og personlig støtte på VUC. Nu elsker hun at lære, også ved andet end bøgerne.

Skolen føles som et hjem

Riam Obaid tog 9. og 10. klasse på den almene voksenuddannelse (AVU), og nu er hun i gang med HF-pædagogpakken på VUC Roskilde. Hun vil nemlig læse videre på pædagogseminariet.

”Jeg fik den rigtige vejledning, som hjalp mig meget med at præsentere og vælge den rette uddannelse , og de fik mit skema til at hænge sammen.  Jeg fik også støtte af mine søde og dygtige lærere efter jeg var igennem nogle hårde personlige forhold. Uden dem ville jeg aldrig have fortsat min uddannelse.  Når forholdet mellem lærerne og studerende er som familien, så føles og bliver skolen som et hjem”, siger hun.

I gruppearbejde bliver det lettere

Riam har fået masser af gode oplevelser med sig fra AVU til HF. Og så er hun også blevet klogere på, hvordan hun lærer bedst på sit studie.

”Jeg har lært at arbejde i grupper og får god inspiration af det nu på HF. De ting man har svært ved bliver lettere i gruppearbejdet, hvor man støtter hinanden”, siger hun og uddyber:

”Man lærer ikke kun ved at læse i en bog. Fx i samfundsfag lærer man også ved at kigge på hvordan samfundet fungerer omkring os og følge med i aviser og på tv”, siger hun og afslører her sit talent for pædagogik.