Nichlas har fået et nyt syn på at lære

Nichlas har aldrig kunne lide at gå i skole. Det kan han nu efter 1 år på socialrådgiverpakken.

34 årige Nichlas Arne Nymann Andersson har læst et år på socialrådgiverpakken. For ham har VUC Roskilde været et positivt vendepunkt.

”Jeg er 34 år og jeg fortryder bestemt ikke, at jeg valgte at køre fra Stevns til Roskilde det seneste år. Det har været en super god investering. Jeg kan kun opfordre alle til at tage springet.

VUC Roskilde har på det år, som er gået, givet mig så meget mere, end jeg nogensinde havde turdet håbe på. Udover nogle utrolig dygtige undervisere, så skabes der også et helt unikt bånd kursisterne imellem.  Jeg har aldrig været vild med at gå i skole, men VUC Roskilde har givet mig et helt andet syn på det at lære. Jeg har boet på børnehjem og institution som ung, og havde en svær barndom. Det stod slet ikke skrevet i kortene, at jeg skulle vælge denne vej. Men med min rygsæk giver det faktisk god mening, at jeg giver tilbage nu.

Socialrådgiverpakken gør, at jeg kan søge ind på kvote 2. Jeg har fået en masse gode værktøjer, og sammenblandingen af helt unge og os lidt ældre giver et ekstra krydderi. Det gør også, at man ser tingene fra en anden vinkel. ”, siger Nichlas Arne Nymann Andersson.