Med en HF er jeg godt rustet

15.03.2017

Fra tjener til ejendomsmægler

Karina Mølgaard, 31, har altid godt kunne lide at arbejde med mennesker, og derfor var det naturligt for hende at uddanne sig til tjener. Imidlertid kan det være svært at få det til at hænge sammen med familielivet, når man har aften- og weekendarbejde. Derfor stod hun lidt på bar bund som 26 årig og skulle vælge ny uddannelse. Hun tog 10. klasse og derefter en 2-årig HF på VUC Roskilde.

”Jeg ønsker at arbejde med salg og service, og derfor valgte jeg at uddanne mig til ejendomsmægler. Med en HF eksamen ville jeg være godt rustet. Til slut i min HF uddannelse blev jeg tilbudt et job som trainee hos en ejendomsmægler, og det var meget fristende at springe direkte til det jeg ville. Dog valgte jeg at afslutte min 2-årige HF, da jeg kun havde 5 måneder tilbage, og det er jeg virkelig glad for at jeg gjorde den dag i dag,” fortæller Karina Mølgaard.

Hun er i dag godt i gang med sin traineeuddannelse hos Ejendomsmæglerfirmaet HENSRIK i Roskilde. Hun er med til at oprette sager på husene, indhente dokumenter og lave købsaftaler. Samtidig læser hun erhvervsjura på Roskilde Handelsskole.

”Jeg er ansigtet udadtil, det er mig kunderne får den første kontakt med. Jeg er meget udadvendt og nysgerrig. Jeg glæder mig hver dag over mit arbejde, ikke to huse er ens – alle har deres unikke særpræg og noget forskelligt, der skal laves,” fortæller Karina Mølgaard, der i første omgang uddannes til sagsbehandler og har planer om senere at uddanne sig videre til ejendomsmægler, når børnene er store.