Præmieringsplakette til VUC Roskilde

05.01.2018
Den nye hovedbygning i Læderstræde kåres til årets bygning i 2017.

Så fik VUC Roskildes nye hovedbygning sin helt egen præmie for flotteste bygning i Roskilde. I de seneste 3 år har der været byggeri i skolegården og den gamle gule kantine-bygning fra 1960’erne er erstattet af en flot høj bygning, med panoramavinduer og røde mursten yderst, som matcher de øvrige bygninger på skolens grund i Læderstræde.

Det er Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Roskilde, der har tildelt VUC Roskilde den flotte præmieringsplakette og det skete fredag den 12. januar ved en sammenkomst i foyer og Studiecenter på VUC Roskilde.

Bent Oslev, formand for Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Roskilde, har tidligere udtalt om den nye bygning:

”Øjebæen fra 60’erne er revet ned og i stedet rejser der sig 5 markante tætstillede gavle beklædt med zink, som bliver smukkere og smukkere med tiden. Bygningskomplekset er blevet endnu mere majestætisk og den nye arkitektur nærmest skriger efter en oprydning og renovering af Algades bagsidebygninger på den modsatte side af Læderstræde. Den store nybygning er lyst og imødekommende indrettet, store gennemlyste rum med vinduespartier i begge sider.”

Kronen på værket

 Dorthe Jensen Lundqvist, rektor for VUC Roskilde er stolt og glad over de nye rammer for ansatte og kursister.

Da vi påbegyndte hele byggeriet for fire år siden havde vi bestemt ikke regnet med at få en præmiering. Vi planlagde at renovere og bygge for at få plads til alle kursister og for at skabe nogle gode rammer for undervisningen og studiemiljøet. Vi ville naturligvis gerne, at byggeriet både blev funktionelt og smuk. Så det er da glædeligt, at vi i dag står i flotte nye lokaler og tilmed får en bonus i form af en plakette”, sagde Dorthe.

Præmieringsplaketten blev afsløret af Borgmester Joy Mogensen, som fremhævede, at den nye bygning passer perfekt ind blandt de gamle røde teglstensbygninger, og ser ud som om, at det altid har ligget her. Den har bare en ny stilart og er lidt mere moderne. Joy nævnte også, hvordan VUC Roskilde kan bygge bro mellem religioner.

”Helt øverst oppe kan man på den ene side se Domkirken og på den anden side har I Moskéen. Jeg tror netop jeres institution her i midten kan være med til at overkomme den kløft. Med jeres mange forskellige kursister og studerende der kommer her, og fordi der her på VUC er højt til loftet, respekt for håndværk og viden og de mennesker der er her,” sagde Joy.

Arkitekten Hans Arbøll (Sweco) var glad for præmieringen for årets bygning og efter afsløringen af plaketten viste han rundt i det nye byggeri. Han fortalte bl.a. at alt er lavet af stålkonstruktion. Det har været målet at lave en meget gennemsigtig bygning, med store vinduer, så der kommer et godt lysindfald igennem hele bygningen.