Fysik C

Faget er på 90 lektioner.

3 lektioner om ugen for et et-årigt forløb, 6 for et halvårligt.

Faglige mål

Du skal lære at:

  • kende og anvende enkle modeller, som kvalitativt eller kvantitativt kan forklare forskellige fysiske fænomener
  • perspektivere fysikkens bidrag til såvel forståelse af naturfænomener som teknologi- og samfundsudvikling gennem eksempler
  • beskrive og udføre enkle kvalitative og kvantitative fysiske eksperimenter, herunder opstille og falsificere enkle hypoteser
  • præsentere eksperimentelle data hensigtsmæssigt og behandle dem med henblik på at afdække enkle matematiske sammenhænge
  • arbejde med tekster fra medierne, herunder identificere de naturvidenskabelige elementer i teksternes argumenter
  • formidle et emne med et elementært fysikfagligt indhold til en valgt målgruppe

Undervisningens indhold

Kernestoffet består af følgende emneområder:

Fysikkens bidrag til det naturvidenskabelige verdensbillede

  • grundtræk af den nuværende fysiske beskrivelse af universet og dets udviklingshistorie, herunder det kosmologiske princip og universets udvidelse
  • Jorden som planet i solsystemet som grundlag for forklaring af umiddelbart observerbare naturfænomener
  • atomer som grundlag for forklaring af makroskopiske egenskaber ved stof

Energi

  • beskrivelse af energi og energiomsætning, herunder effekt og nyttevirkning
  • eksempler på energiformer og en kvantitativ behandling af omsætningen mellem mindst to energiformer

Lyd og lys

  • grundlæggende egenskaber: bølgelængde, frekvens og udbredelsesfart
  • eksperimentel bestemmelse af bølgelængde
  • fysiske egenskaber ved lyd og lys samt deres forbindelse til sanseindtryk

Der inddrages supplerende stof i undervisningen.

Undervisningen

Undervisningen indeholder vekslende arbejdsformer og en del eksperimentelt arbejde, i hvilket du blandt andet bruger moderne it-baseret udstyr til dataopsamling og -behandling. Mundtlig fremstilling og skriftligt arbejde indgår i forbindelse med rapportering og efterbehandling af eksperimentelt arbejde samt løsning og formidling af fysikfaglige problemer.

Eksamen

Eksamen består af en mundtlig prøve efter udtræk.

Du kommer op i en opgave, der bygger på det stof, der er blevet gennemgået i undervisningen og får 24 timers forberedelse til at lave et oplæg til brug for en mundtlig præsentation og diskussion af emnet. Selve prøveaflæggelsen varer 24 minutter.

Fysik B

Faget er på 150 lektioner.

5 lektioner om ugen for et et-årigt forløb,

10 lektioner for et halvårligt.

Faglige mål

Du skal lære at:

  • kende, opstille og anvende modeller til en kvalitativ eller kvantitativ forklaring af fysiske fænomener
  • foretage beregninger af fysiske størrelser ud fra grundlæggende begreber og modeller
  • tilrettelægge, beskrive og udføre fysiske eksperimenter med givet udstyr og præsentere resultaterne hensigtsmæssigt ud fra en given problemstilling
  • behandle eksperimentelle data med henblik på at diskutere matematiske sammenhænge mellem fysiske størrelser
  • perspektivere fysikkens bidrag til såvel forståelse af naturfænomener som teknologi- og samfundsudvikling gennem eksempler og i samspil med andre fag
  • læse tekster fra medierne og identificere de naturvidenskabelige elementer og vurdere argumentationens naturvidenskabelige gyldighed
  • formidle et emne med et fysikfagligt indhold til en valgt målgruppe

Undervisningens indhold

Kernestoffet består af følgende emneområder:

Fysikkens bidrag til det naturvidenskabelige verdensbillede

  • grundtræk af den nuværende fysiske beskrivelse af universet og dets udviklingshistorie med fokus på det kosmologiske princip og universets udvidelse, herunder spektrallinjers rødforskydning
  • Jorden som planet i solsystemet som grundlag for forklaring af umiddelbart observerbare naturfænomener
  • naturens mindste byggesten, herunder atomer som grundlag for forklaring af makroskopiske egenskaber ved stof og grundstoffernes dannelseshistorie

Energi

  • beskrivelse af energi og energiomsætning, herunder effekt og nyttevirkning
  • kinetisk og potentiel energi i tyngdefeltet nær Jorden
  • indre energi og energiforhold ved temperatur- og faseændringer
  • ækvivalensen mellem masse og energi

Elektriske kredsløb

  • simple elektriske kredsløb med stationære strømme beskrevet ved hjælp af strømstyrke, spændingsfald, resistans og energiomsætning

Bølger

  • grundlæggende egenskaber: bølgelængde, frekvens, udbredelsesfart og interferens
  • lyd og lys som eksempler på bølger
  • det elektromagnetiske spektrum

Kvantefysik

  • atomers og atomkerners opbygning
  • fotoners energi, atomare systemers emission og absorption af stråling, spektre
  • radioaktivitet, herunder henfaldstyper, aktivitet og henfaldsloven

Mekanik

  • kinematisk beskrivelse af bevægelse i én dimension
  • kraftbegrebet, herunder tyngdekraft, tryk og opdrift
  • Newtons love anvendt på bevægelser i én dimension

Der inddrages supplerende stof i undervisningen.

Undervisningen

Undervisningen indeholder vekslende arbejdsformer og en del eksperimentelt arbejde, i hvilket du blandt andet bruger moderne it-baseret udstyr til dataopsamling og -behandling. Mundtlig fremstilling og skriftligt arbejde indgår i forbindelse med rapportering og efterbehandling af eksperimentelt arbejde, løsning og formidling af fysikfaglige problemer og udarbejdelsen af projektrapporter.

Hvor fysik B indgår i en studieretning sammen med matematik, vil der være specielt tilrettelagte forløb, hvor de to fag arbejder sammen.

Eksamen

Eksamen består af en mundtlig prøve efter udtræk.

Den mundtlige prøve er todelt. Første del er eksperimentel, hvor du skal arbejde i laboratoriet i 1 1/2 time med 1-2 andre elever. Her må hjælpemidler i form af vejledninger, håndbøger o.l. benyttes. Anden del er en individuel mundtlig afhøring med en eksaminationstid på 24 minutter og en forberedelsestid på 24 minutter.